KULTURBYÅRET 1996
Af Jan Andersen
Afslutningen på kulturbyåret blev en hæsblæsende oplevelse i koncertsalen, som de færreste havde kondition til at følge. Festival efter festival med en parade af superstjerner, komponister og topensembler var nærmest på kollisionskurs gennem efteråret 1996, der var tænkt som den helt store manifestation for musikken. Målt på antallet notabiliteter stod København da heller ikke tilbage for verdens førende metropoler.
Dirigenten Zubin Metha i spidsen for Firenze operaens orkester opførte Verdis Requiem ved en udendørskoncert i det nyopførte amfiteater 'Hedeland'. Foran Kronborg Slot optrådte den græske stjernesopran Agnes Baltsa. I Tivolis koncertsal gav det navnkundige New York Philharmonic to velbesøgte koncerter med chefdirigenten Kurt Masur og Anne-Sophie Mutter som solist i Brahms violinkoncert. Et væld af begivenheder blev afviklet i august. Denne trængsel af begivenheder viste sig at være et handicap, der blev skæbnesvangert for flere af efterårets arrangementer. Planlægning og koordinering er åbenbart stadig et fremmedord i musiklivet. Trods celebre stjerner og stærkt besatte festivaler viste det sig vanskeligt at skabe interesse hos et overmættet publikum. Kulminationen på kulturbyens musikprogram døde i et flimmer af begivenheder.
Ambitiøse og kostbare festivaler
En af kulturbyens mest ambitiøse og kostbare musikprojekter var festivalen "Art Projekt '96". Projektet er tænkt som en banebrydende fornyelse i musiklivet, hvor en række prominente personligheder hver står for en dags musikprogram, der skildrer deres eget musikalske univers.
Efter tysk techno, hip hop og bebop med bandet Buckshot Lefonque og saxofonisten Branford Marsalis og verdensmusik med Sabri Brothers var der knyttet store forventninger til den klassiske musiks dag, som den argentinsk fødte pianist Martha Argerich stod for. Det eklektiske program var en dyb skuffelse. Mest fordi Martha Argerich havde lagt det kunstneriske ansvar i hænderne på sin tidligere samlever, den russiske komponist og pianist, Alexander Rabinovitj, der havde formet dagens forløb som en promovering af egne kompositioner. De provokere publikum til buh råb under den smagløse tomgang af banaliteter i komposition "The Tibetan Prayer". Til gengæld blev opførelsen af Klaverkvintet i Es-dur af Robert Schumann med Martha Argerich ved klaveret en sublim og magisk oplevelse.
Minimalisten Steve Reich (USA) stod for komponistens dag. Som en af de fire fædre bag begrebet "minimal musik" havde Steve Reich primært valgt at fokusere på sine egne værker. Med et hold formidable percussionister gav dagens to koncerter et fint indblik i hvilken retning den systematisk arbejdende komponist har udviklet sig siden begyndelsen af 60erne. Fra den afrikanske indflydelse i Drumming Part I og II (1971) til Music for Pieces of Wood (1973), Sextet (1985) og Proverb (1995) efterlod koncerterne dog det indtryk, at frodigheden i de rytmiske interferenser og betoninger er stivnet i regoristiske manérer.
Med et utroligt velkomponeret program lykkedes det Kronos Kvartetten fra San Francisco at skabe en forrygende kulmination på de forvirrede dage under Art Projekt '96. Med en fascinerende lyssætning i den mystisk besværgende "Ghost Opera" af komponisten Tan Dun (Kina) til kinesisk folkemusik med Wu Man på det pæreformede strengeinstrument Pipa, jødisk klezmermusik med klarinettisten David Krakauer til en soloperformance med den amerikanske stemmekunstner Diamando Galás, iscenesatte den globale strygekvartet en musikalsk rejse for publikum, der spændte fra det eksotiske til det rendyrkede egotrip med Diamando Galás i hendes helt personlige sammensmeltning af cabarat, blues og vrælende, orientalsk inspireret sangteknik. Trods en overbevisende afslutning blev Art Projekt '96 en fiasko.
Samtidig med Art projekt '96 havde Danmarks Radio arrangeret en stor og spektakulær festival for den tyske komponist, Karlheinz Stockhausen, en af dette århundrede mest kontroversielle komponister.
Selvom hvert værk af den tyske klankunstner repræsenterer en grundlæggende nytænkning, fordi han fra begyndelsen af sin karriere systematisk har arbejdet på at opløse og forvandle alle vante forestillinger om musikkens grundlæggende parametre og udtryk, så har Stockhausen som synonym for det grænseoverskridende i musikken nok mistet sin betydning for de yngre generationer, der har vanskeligere ved at identificere sig med hans ritualiserede og symbolske musiksprog.
Ni koncerter med 15 værker belyste et uendeligt univers af udtryk hos den missionerende, men yderst velartikulerede komponist. Som følge af praktiske som økonomisk uoverkommelige årsager måtte et gæstespil fra Leipzig og en opførelse af Freitag aus LICHT opgives. Gennem to dage kunne man dog følge instrumentale soli, kammermusik og elektronmusik fra operacyklen LICHT, der er en mosaik af selvstændige stykker, der udmærket kan leve deres eget liv i koncertsalen. Gennem en imponerende evne til at iscenesætte

koncertsalens rum med lyd fra alle sider og et mylder af liv i detaljen skabte Stockhausens musik øjeblikke af betagende skønhed med et fascinerende dybdeperspektiv.
Ikke mindst dobbeltopførelsen af værket Gruppen for tre orkester i Tivolis Koncertsal blev en sanselig nærkontakt med Stockhausens lydlandskaber, der griber tilbage til teknikken med flere kor i renæssancens Venedig, ligesom opførelsen af de forbløffende og overvældende klangvirkninger i klaverværker som Klavierstück X, XII, XIII og XIV af den hollandske pianist Ellen Corver efterlod en uhåndgribelig og eftertænksom betagelse.
Det massive opbud af musik med en af avantgardens førende profeter blev mødt med en larmende mangel på interesse fra publikum. Set i det lys havde Stockhausen, hans specialensemble, solister og hans potentielle publikum nok haft bedre vilkår på et andet tidspunkt. Besøget kollidere desuden med et besøg af den moderne musiks grand old man, den 74-årige og græsk-franske komponist Iannis Xenakis, der gennem en uge holdt seminar på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium frem til opførelsen af det komplekse orkesterværk Empreintes (1975) i Tivoli.
Solister i særklasse
Langt bedre gik det for den kinesisk-amerikanske cellist Yo-Yo Ma, der gennem en uge i november holdt master class på Musikkonservatoriet, gav to koncerter med Radiosymfonikerne og over to aftener spillede seks cellosuiter af J. S. Bach, som var det en dugfrisk opdagelse for dette naturfænomen af en musiker. Ugen var en af årets helt store begivenheder.
Stum af betagelse forlod publikum koncerten i Tivoli efter pianisten Andras Schiffs fortolkning Goldberg Variationerne af J. S. Bach. Med en enestående åndelig klarhed, nærvær og poesi musikaliserede Schiff det lærde kontrapunkt i de 30 variationer. Knapt et år efter modtog den ungarsk fødte pianist Sonnings Musikpris for 1997, men denne gang med et rent Schubert program, som Schiff er ligeså uforlignelig en fortolker af.
På Louisiana har den mediesky portugisiske pianist Maria Joao Pires fundet et fristed, som den gudsbenådede klaverlyriker gerne vender tilbage til. Senest med ti af Chopins Nocturner, Fantasi i f-mol og 'Appasionata' sonaten af Beethoven. Helt exceptionelt har hun givet tre koncerter på bare halvandet år. Den stærkest tænkelige kontrast til Pires er den russiske pianist Grigorij Sokolov, der spiller klaver som Jimmy Hendrix spillede guitar. Med en ekstatisk og utæmmet vildskab huggede han toner og akkorder af klaveret i musik af Stravinsky under koncerten på Louisiana. En besættende oplevelse.

Musik i koncertsalen
For Radiosymfonikerne ender koncerten med det amerikanske vokalfænomen Bobby McFerrin måske med at blive årets koncert. Med tilbagelænet charme, en uhøjtidelig introduktion af aftenens program og en ækvilibristisk virtuositet i den improviserede afdeling tog Bobby McFerrin publikum med storm. Med klap på brystet formåede han både at være sin egen rytmboks og synge flerstemmigt med sig selv. Undervejs viste han også publikum, at han efter timer hos Leonard Bernstein er blevet en habil dirigent.
Officielt tiltrådte cellisten Heinrich Schiff som ny chefdirigent for Sjællands Symfoniorkester 1. januar 1996, men det var først i sæsonen 1996/97, at han kom til at præge repertoiret. Men sin dynamiske personlighed og smittende entusiasme har Heinrich Schiff tilført orkestret en ny energi. Som et fremstormende nyt talent er den italiensk fødte Giordano Bellincampi ny gæstedirigent hos Sjællands Symfoniorkester. En intelligent musiker med udstråling og figur til at stå foran et orkester. Som nyudnævnt chefdirigent har Bellincampi desuden vist sig som en fremragende leder af Athelas Sinfonietta Copenhagen, der har udviklet sig til et veltrimmet og engageret ensemble i det eksklusive repertoire af nutidig musik.
Helsingborgs Symfoniorkester har afløst orkesteret fra Malmø som partner for sjællænderne. I fællesskab kan de løfte de monumentale værker. Det viste efterårets opførelse af Arnold Schönbergs symfoniske digt Pelléas et Mélisande samt Le Sacre du Printemps af Igor Stravinsky.
Rumlen i kulissen blandt musikerne i Aarhus Symfoniorkester endte i foråret 1997 med, at kontrakten med musikchefen Jens Nielsen ikke blev forlænget når den udløber i 1999. Det er uklart, hvad der er årsagen, men musikchefen fik åbenbart ikke etableret et åbenhjertigt forhold til musikerne. Orkestret har ellers ansat den 66-årige engelske dirigent James Loughran som ny chefdirigent, en klangkunstner forankret i det centraleuropæiske hovedrepertoire. Med "Musikken og ordet" som den røde tråd har Aarhus Symfoniorkester under Jens Nielsen ellers gjort sig bemærket med flere utraditionelle initiativer, som en kabaretkoncert med italienske Maria Ilva Biolcati (Milva), der i den helt store divastil gav en forrygende fortolkning af Kurt Weills musik til Bertolt Brechts tekster. Orkestret levere også en stor indsats under NUMUS festivalen i april 1997, hvor det uropførte 'In Memoriam Jimmy Hendrix' (1995) af komponisten Lars Klit samt 'Koncert for saxofon og orkester' (1992) af Anders Koppel i et program med værker af Iannis Xenakis, John Adams og 'Ecstatic Orange' af engelske Michael Torke.