GIKGOK WEBDESIGN | FORSIDE  |TEKSTER| SITES | KOMPETENCE | UDDANNELSE | FORTID | KAOS | KONTAKT |
        Protektor for denne website
Copenhagen X IT-højskolen i Ørestaden Arkitektur
Åben, synlig og menneskelig
Menneskelig kontakt er en væsentlig egenskab ved en ny IT-højskole i København. Institutionen, der ligger i Ørestaden, er tegnet af Henning Larsens Tegnestue.
Bygningerne karakteriseres af åbenhed, fordi IT-uddannelsen er organiseret som samarbejde om projekter. Synlighed, fordi informationssamfundet gør information og viden tilgængelig. Menneskelig kontakt, fordi IT-kulturen ofte indebærer social isolation foran pc-skærmen.
På tværs af faggrænser og placering vil forskere, lærere og studerende konstant være i visuel kontakt med hinanden. Den fysiske indretning er således en aktiv medspiller i forsøget på at eliminere social isolation i IT-miljøet. Selv husets leder er synlig på sit kontor. Brugerne vil derfor arbejde side om side og være i visuel kontakt med hinanden. Det er tanken, at IT-højskolen samarbejder med partnere fra private og offentlige institutioner.

Skuffer med udkig
Som en akse, et link, mellem IT-højskolens to hovedbygninger, finder man et stort panoptisk rum, et samlende atrium, der er svøbt i en ydre metalbeklædning. Alle øvrige lokaler i de to bygninger er orienteret det centrale og fælles rum. Her kan man i princippet kan overskue alle aktiviteter i komplekset. Lokalerne til undervisning, konferencer, møder og forskning er forlænget ud i atrium, hvor de hænger som en lang række transparente 'skuffer', trukket ud i forskellig længde. Alle kan kigge med, kigge ind og kigge ud, og følge med i aktiviteterne. I princippet er der ikke private rum på IT-højskolen, hvor alt er åbent og tilgængeligt. Forskernes behov for private rum er dog respekteret.
   Studiepladser på balkoner
På balkoner er de der indrettet studiepladser, hvor de studerende kan koble sig til trådløse netværk. Indretningen inviterer til uformelle kontakter og møder. Erfaringer fra lignende institutioner viser nemlig, at de studerende helst vil arbejde i åbne studier, fordi det åbner for spontane og uformelle kontakter. Det ændrer betingelserne i den traditionelle IT-kultur, hvor "nørderne" lever et liv som et "organisk appendiks" til harddisk og skærm. Socialt isoleret fra andre artsfæller, men i global kontakt på nettet med resten af menneskeheden.

Digital kunst på gavle
Atrium udsmykkes med digital kunst. På "skuffernes" gavle projiceres digitale billeder og animationer. Al færden ledsages af fluktuerende billeder, farver og informationer. Det pulserende liv forstærkes af den digitale kunst på gavlene, et metaforisk udtryk for intensiteten i netværks-samfundet. Det er tanken, at det digitale kunstværk skal styres af parametre som lys, trafik og temperatur, så livet og døgnrytmen inden- og udenfor bygningen kobles til det kunstneriske billedsprog. Endelig er det intentionen, at placere en gigantisk skærm med informationer til gæster og brugere i det centrale rum.

En plads i eliten
Med åbenhed, synlighed og tæt kontakt giver den nye IT-højskole i Ørestaden de nødvendige rammer for at nå institutionens overordnede mål: At sikre Danmark en plads i den internationale IT elite, ved at integrere undervisning og forskning på et højt niveau.

© Jan Andersen 2002