GIKGOK WEBDESIGN | FORSIDE  |TEKSTER| SITES | KOMPETENCE | UDDANNELSE | FORTID | KAOS | KONTAKT |
        Protektor for denne website
Slagsmålet om pladsen

Af Jan Andersen

Rulleskøjter, softball og skateboards har allerede indtaget byen. På stranden har Beachvolley-folket slået bardunerne i sandet. I baggårdene spilles der streetbasket og på parkeringspladsen hockey. Kroppen er begyndt at røre på sig. Nu vil den have plads og rum i byen, hvor den kan bevæge sig.
Tidens tandhjul snurrer hurtigere end nogensinde. I samme takt ændrer vi vores livsstil og vaner. Det stiller helt nye krav til indretningen af vores fysiske omgivelser. Det gælder også byens pladser. Det kan aflæses i tidens trend. Man kan bare kigge du af vinduet. I fremtiden vil byens pladser være et brændpunkt for mange interesser. Tidens nye kropskultur, kommercielle og kunstneriske aktiviteter, trafikken, og ikke mindst, hvis den skal bane en vej for naturen i byen.

Historien om pladsen
Egentlig er ideen om pladsen ganske enkel. Det er en åben flade i byen, et udtryk for al civilisations begyndelse. Kort og godt. Det er her det hele begynder med markedspladsen, tempelpladsen, slotspladsen, paradepladsen og retterstedet. Pladsen er ganske enkelt opstået som en logisk konsekvens af helt fundamentale behov for menneskene, et sted for afvikling og udveksling af fælles interesser og gøremål.
Historisk er pladsen stedet, hvor vi har handlet og dyrket politiske og religiøse ritualer med hinanden. Traditionelt er pladsen altså både et veldefineret rum for udveksling af varer, viden og magt, og derfor et helt centralt udgangspunkt for byen, der netop er vokset op omkring pladsen, som vi i dens mest klassiske form og funktion kender fra antikken.
Historisk kender vi forløbet. I samme takt som industrialismen og kapitalismen brød igennem i Europa, bidrog den nye produktionsform også til at ændre pladsens funktion. Den viste sig snart som upraktisk for de nye produktions- og livsformer, der derfor typisk blev forlagt til byens periferi. Industri og arbejdskraft flyttede fra bykernen ud til forstæderne.
På vej mod det, der populært er blevet kaldt informationssamfundet, altså i postindustrialismens tidsalder, begynder pladsens oprindelige funktion og betydning at forsvinde. Traditionelle strukturer og netværk, så som arbejde, familie, bolig, rekreation, uddannelse og social identitet, både opløses og afløses i det teknologiske samfund af den retningsløse transport af information, varer, serviceydelser og mennesker. Vi arbejder et sted, bor et andet og dyrker rekreation og sociale kontakter et tredje. Vor tids mennesker lever ikke sammen i veldefinerede grupper og fællesskaber, men i et utal af mindre småkulturer, som man kunne fristes til at sammenligne med en tribalisering af vores kultur. Det stiller pladsen i et helt nyt lys.

Det sociale liv i byens rum
Benyttelsen af byens rum og gader har aldrig været mere intens end i vor tid. I takt med den generelle udvikling i tidens livsstil, og de mønstre og vaner storbyens beboere aktuelt orienterer sig mod, burde planlæggere og arkitekter derfor i øget grad fokusere på anvendelsen af et centralt byrum som pladsen. Vor tids mennesker søger i stigende omfang mod byens pladser, parker og strøg. Det er der vi søger hen, når vi vil være sammen med hinanden og dyrke vores sociale kontaktnet. Og ikke blot om dagen. For det sociale liv i en storby har natten den samme betydning som dagens byrum. Det er en livsstil fra lande som Italien, Spanien og Grækenland, som vi nordboere har importeret i slipstrømmen fra charterrejserne, der har gjort os fortrolige med god mad, vin og hvidløg.
På vore breddegrader kendetegnes den skandinaviske kultur ved en rig tradition for den stilfærdige og smagfulde indretning af boligens private og indre interiør. I samme takt som vi flytter vore aktiviteter og sociale samvær ud i de offentlige rum vil det uden tvivl øge kravene til en større fleksibilitet, rummelighed og æstetisk kvalitet til de omgivelser, som vi benytter og opholder os i.

De gode eksempler - kend din plads
Tendensen er generel for hele landet, men specielt i København er der gennem de seneste årtier sket en markant forbedring af byens pladser, selvom man en årrække godt kunne få den opfattelse, at parkeringspladsen ville ende med at blive det 20. århundredes bidrag til arkitekturen. Sådan er det heldigvis ikke gået. Skridt for skridt er den dominerende bilisme trængt i defensiven, og flere og flere arealer er efter en vellykket renovering sat fri til klare og veldefinerede byrum, der gør det til en helt ny og tilfredsstillende oplevelse af færdes gennem byen. I hvert fald i Middelalderbyen.
I midten af byen finder man Amagertorv, der er et af de mest beundrede eksempler på en vellykket renovering efter en fælles indsat fra fonde, privatpersoner og de kommunale indstanser. Her er den nye belægning et inventar i sig selv. Granitbelægningen er inspireret af koptiske mønstre, skabt af billedkunstneren Bjørn Nørgaard, der ser den smukke belægning som et stjernetæppe, der har tilført København et helt nyt og elegant byrum af høj kvalitet på Amagertorv, byens muntre og livlige mødested.
I umiddelbar tilknytning finder man Højbro Plads, en værdig og stille plads med den markante rytterstatue. Foruden koblingen til et myldrende liv på Strøget og Amagertorv åbner denne plads for en dialog og en visuel forbindelse til Christiansborg og Kanalen.
Efter omlægningen af Gammel Strand i 1990 er der skabt et langt og buet forløb, der i en byens smukkeste kulisser formidler kontakten mellem Kanalen og et udendørs restaurant- og cafeliv på den promenade for fodgængere, der løber langs de solbeskinnede facader.
I mange år har Gammeltorv og Nytorv udgjort et samlet byrum, men oprindeligt var torvene adskilt af byens rådhus. Nu er det kun strømmen af fodgængere på Strøget, der adskiller de to torve. I 1992 gennemgik torvene en omfattende renovering, hvor den sidste del af parkeringen blev nedlagt. I dag fremtræder torvene som et åbent byrum med markedsplads, ude servering og flere små fortællinger, så som byens ældste springvand, Caritas fontænen, der året igennem gør pladsen til et velbesøgt torv.
Omgivet af store kulturinstitutioner, og den flotte adgang til vandet, må Kongens Nytorv betragtes som den prægtigste og fornemste plads i Danmark. Pladsens skala er i overensstemmelse med de forventninger, man stiller til en repræsentativ plads i en storby. Men dens brogede historie og varierende funktioner, beplantning og møblering finder man stadig i den diffuse og uregelmæssige karakter, der karakteriser pladsens aktuelle fremtoning. En endelig og mere permanent omlægning af pladsen er en politisk og arkitektonisk ligtorn. Kongens Nytorv afventer stadig forslag til en mere permanent løsning af pladsens problematik.
I byens brokvarterer finder man Skt. Hans Torv, et byrum, der kobler den tætte karrebebyggelse på Nørrebro med et grønt område som Fælledparken. Tidligere var dette byrum et trafikknudepunkt, men efter omlægning og renovering af pladsarealet er trafikken mindre dominerende. Som pause, mødested og scene for sociale kontakter, er pladsen i dag en af de mest opsøgte og velfungerende i byens brokvarterer. Omkring pladsen blomstrer et livligt cafeliv, og en granitskulptur er med til at give den tyngde. Som en detalje er skulpturens rislende vand er med til at eliminere fokuseringen på trafikstøjen.
Gråbrødre Torv er en af Middelalderbyens smukkeste kulisser. Fra parkeringsplads til et uhyre benyttet mødested for en afslappet ølkultur har pladsen nu fået et mere stilfærdigt og mondænt liv, hvor det er noble restauranter og udeservering, som sætter sit præg på pladsens sociale liv.

Samtidens pulsslag
I samme takt som pladsen har mistet sin funktion som markedsplads, har den fået en mere rekreativ og social funktion. Gennem halvtredsernes var det livet på cafeer, værtshuse og byens pladser, der var det typiske mødested, hvor piberygende intellektuelle til jazz og bebob opsøgte hinanden og kærligheden, eller samledes for at deltage i litterære, filosofiske og politiske diskussioner. Det sociale liv, der udspillede sig omkring pladsen og cafeen, satte sit præg på de normer og livsholdninger, som tidens unge generationer identificerede sig med. I nutidens cafeer og værtshuse torpederes den form for dialog af et støjende musiktapet.
Snublende tæt på det næste århundrede er det andre normer og livsmønstre, der præger ungdomskulturen i vor tid. Nu er det ikke piben, sweater og en bog under armen, der er ungdomskulturens uniform; men skateboards, rollerblades, basket og beachvolley, prangende muskler under en stram T-shirt, sidste supporter-look fra fodboldklubben, eller det hotte outfit fra bjergvandringen. Fællesskabet for nutidens unge er orienteret mod fysisk aktivitet. Iført den rituelle påklædning og udstyr samler de sig i grupper, hvor byen tilbyder arealer, rum, strøg og husly til at dyrke idræt, leg og fysisk aktivitet. Vor tids identitet bevæger sig altså mod det ydre, det dynamiske og den fysiske aktivitet. Stilfærdige intellektuelle aktiviteter er undergået en stærk devaluering, og slet ikke i samme kurs som de fysiske.
Tidens trang til at dyrke samvær gennem fysiske aktivitet er altså flyttet ud af sportshallen, bort fra fodboldbanen og ind på parkeringspladsen og de forladte industriområder. Det er en ghettoisering af de unges aktivitet, en nødløsning, der helt givet øger de unges pres på at indtage byens rum og pladser. Her finder de hinanden, et publikum og en kulisse at optræde i.

Containere til kroppen
Sammenlignet med andre og etablerede aktiviteter, så som skuespil, opera, ballet, billedkunst og musik, så er en kulturform som idræt og kropslig udfoldelse for det meste henvist til en glædesløs containerarkitektur. Men nu er der signaler som tyder på, at den tilstand er ved at ændre sig i samme takt, som individualiseringen slår igennem i det 21. Århundrede, hvor mennesket ikke henter sin identitet gennem gruppen og de standardiserede funktioner, som det enkelte individ er underkastet på sin arbejdsplads, boligformen m.v. Endvidere indebærer den digitale globalisering, at det der i forgårs blev lanceret som en ny og hot livsstil på en strand i Malibu på den amerikanske stillehavskyst, den dyrkes få dage efter på Amager Strand.
Globaliseringen øger hastigheden i udvekslingen af et uendeligt antal nye muligheder for at vælge og vrage mellem nye, mere eller mindre flygtige aktiviteter og identiteter. Derfor skal fremtidens pladser være langt mere fleksible og give plads til en række nye typer for kropslig aktivitet og udfoldelse. Pladsens indretning skal ikke udelukkende være orienteret mod det stationære og fastlåste, men mod det uafsluttede og åbne, så fremtidens plads uden større anlægsarbejder kan optage nye behov og forandringer.

Dus' med naturen
Byens nye borgere er ikke beskedne. De vil have det hele. Også det mange er rejst fra i provinsen, naturen på landet. Det manifesterer sig også som en øget interesse for at leve efter økologiske principper i byen. Traditionelt kender de fleste byboere naturen som den stiliserede natur, parken, stedet man opsøger for at slappe af og rekreere sig. Men parken, som sindsbilledet på byens natur, er et lidt bedaget og slidt naturbegreb, der stort set har udspillet sin rolle.
Perspektivet for fremtidens naturbegreb for byen, sigter derfor mod at inddrage flere end de kendte reservater. På alle niveauer bør naturen i byen være en del af dens fysiognomi. Som en integreret del af byens miljø skal dyr, planter og vandmiljøer kunne opleves på byens pladser. De første og spæde forsøg med fritgående får på Kastellets volde i København er gjort. Hvorfor ikke installere volierer på egnede pladser og byens grønne mødesteder? Skabe mindre og designede vandmiljøer, damme og byakvarier med planter og guldfisk, grønne oaser med træer og planter i lerkrukker, bydamme til ressourcebesparende genanvendelse af regnvand, topdesignede kasser til byens frie fugle, som et humoristisk og visuelt indslag i gadebilledet? Mulighederne er legio for at integrere natur og dyreliv i byen.

Reklame
Intet tyder på, at presset fra reklamernes anmassende budskaber i byens offentlige rum reduceres i fremtiden. Reklamens kommercielle budskaber vil uden tvivl forsøge at tiltvinge sig en større del af det offentlige byrum. En kontroversiel problematik, som der vil være en permanent diskussion af.

Kunsten i rummet
I det modsatte spektrum finder man kunstnere, der arbejder med at lægge billeder ind i de offentlige rum. Mest kendt er mere eller mindre vellykkede gavlmalerier. Med de nye elektroniske megaskærme kan man forestille sig helt andre muligheder for en levende, interaktiv og multimedie baseret formidling af informationer og æstetiske oplevelser, når vi i fremtiden vælger at "udsmykke" de offentlige byrum. I en mindre og forenklet form finder man en storskærm som en del af facaden på biograf- og butikscentret "Skala". Skærmen formidler reklame og avertering af tilbud på alt fra billige boremaskiner til sokker og laksko.
Fra mere folkelige arrangementer, som fodboldkampe og operakoncerter med stjerner som Pavarotti, kan man dog forvente, at mediets muligheder vil udvikle sig eksplosivt, og den digitale storskærm vil annektere sit helt eget territorium i byens rum. Placeret på byens pladser kan mediet derfor sætte sig tungt på sine omgivelser, eller tilføre helt nye dimensioner til oplevelse af de offentlige byrum.
Som kunstnerisk inventar og manifestation vil de elektroniske medier helt givet underminere kunstens traditionelle ideer om "originalen" og det afsluttede værk. I fremtiden til piedestalkunstens statiske karakter helt givet bidrage til, at den af sig selv vælter ned fra soklen og åbner for en ny og mere flygtig "simultankunst" med "interaktive skulpturer" på byens pladser. Traditionelt er kunsten den kollektive erindring i offentlige rum, en historiserende og reflekterende manifestation, mens man af de nye digitale og interaktive kunstværker kan forvente, at de i langt højere grad orienterer sig mod det fragmenterede, den hedonistiske pirring og de spontane oplevelser.

Evig sommer
På trods af, at vi har importeret vores udendørs livsstil fra syden, så kan man med en som arkitekt Steen Eiler Rasmussen godt undre sig over, at danske arkitekter tilsyneladende har den opfattelse, at vi er velsignet med en evig sommer i Danmark. Egentlig er det lidt af et paradoks, men i Skandinavien betragtes vinteren som et stedbarn, en død ventetid, hvor udendørs aktiviteter er sat i bero, mens man afventer næste sommer.
Hvis man ændrer denne defensive tankegang kunne man gå i offensiven for at skabe eksteriøre aktiviteter gennem vinterhalvåret. Gennem årets mørke og kolde måneder kunne det blive næsten lige så attraktivt at opretholde sig udendørs som indendørs, hvis man etablerede skøjtebaner, underholdning, lysskulpturer, video-, billed- og filmkunst på byens vægflader, kunstneriske illuminationer af byens rum og bygningsværker, eller sørgede for opvarmning af bænke og stiforbindelser med solfangere.

Mod til fornyelse
Målet er på alle felter at øge byens mangfoldighed og spændvidden i de muligheder byen kan tilbyde dens borgere. Hvis det skal ende med en lykkelig fornyelse af pladsen, som ramme om fremtidens behov, hvor vi har al mulig grund til at antage, at urbaniteten i den digitale tidsalder vil orientere sig mod andre og mere flygtige funktioner end de klassiske forventninger til pladsen, så må vi se i øjnene, at det ikke er uproblematisk at finde lette løsninger. De vil uden tvivl forstærke konflikten mellem det foranderlige og det stationære på pladsen.
Med bevidstheden om, at pladsen er et byrum, en ramme om et indhold i stadig forandring, en social livsaktivitet, et brændpunkt for en mangfoldighed af interesser, bør man åbne sig mod tidens nye identiteter og behov. Men det skal med omtanke og skyldig respekt, sensibilitet og hensyn overfor de lokale træk og deres historie. Men vel at mærke, så man ikke går på kompromis med de kvalitative krav til pladsens funktion og indretning.
Man kan naturligvis spørge sig selv om, hvorvidt de nye krav om kropslig aktivitet på byens pladser er et knæfald for kortvarige, folkelige strømninger? Bliver prisen for høj? Her er det naturligvis vigtigt at holde sig for øje, at fremtidens plurikulturelle aktivitetsplads ikke ender som et sammensurium af boldbure, skateboardramper og klatrevægge, der spolerer pladsens fundamentale kvaliteter. Her ligger en reel udfordring med at forsone de konkurrende formål på byens pladser.